Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Skolens logo
Mobil menu

Det lille og nære

Blistrup skole er en ét sporet skole fra 0. - 6. klassetrin. Det er i antal en lille skole med kun 150 elever. Til gengæld er der god plads og rammer, der byder ind til leg, fordybelse, ro, bevægelse og relationer på tværs af klasser.

 

Går man en tur på skolen i et frikvarter vil man se, at der leges mange forskellige lege på kryds og tværs af alder og køn.

På multibanen vil man se, at små elever i 0. klasse spiller bold med de store fra femte.

Man vil se, at søskende mødes på vores små hyggelige stier og giver hinanden et kram, og man vil se, at venskaber ikke kun er noget, der knyttes indbyrdes på klassetrinnet, men på tværs af hele skolen.

 

Børn og voksne kender hinanden. Det skaber en tryghed i hverdagen, at børnene kender gårdvagterne og den lærer, som skal være vikar, hvis nogen er syge, og lærerne og pædagogernes kendskab til børnene på tværs af årgangene har betydning for mødet mellem børn og voksne - især i perioder eller situationer, hvor et barn har det svært, er udfordret eller står i nogle svære livsbetingelser. 

På Blistrup Skole er alle voksne medansvarlige for alle børns trivsel og udvikling.

 

Alle klasser har imidlertid en klasselærer for at sikre, at der er en fast og gennemgående person, der sikrer det kontinuerlige og dynamiske samarbejde mellem skole og hjem, og som er tovholder på de aftaler, der er omkring den enkelte elev.

 

For at værne om det “lille og nære” har vi også tiltag, der bidrager til, at skolens elever skaber relationer på tværs af alder: Vi har således både venskabsklasser og legepatrulje, og på fjerde klassetrin læser eleverne fast en gang om ugen for en 0. klasseelev. Dette styrker både læseudviklingen, de små elevers tryghed og tillid til de store samt de store elevers ansvarsfølelser overfor skolens mindste elever.